Bæredygtighed
Bæredygtige urner
Råmaterialet til fremstilling af vores filtede urner er uld. Vi benytter hovedsagelig naturfarvet uld fra lokale avlere på Fyn eller i Danmark, hvor der er kort transportvej.
Uld er en rigelig og fornybar ressource, men ofte kasseres det, fordi der ikke længere er en bæredygtig dansk fremstillingskæde. Vi bruger en del uld, som ellers var endt som affald.
Til dekoration bruges uld og silke, der er farvet med miljøvenlige farvestoffer. Træ, læder og pil samt sneglehuse og sten bruges til lukninger.
I fremstillingsprocessen bruges kun vand og sæbe. Urnerne stives let med naturlig stivelse.
Uld nedbrydes fuldstændigt i jorden og efterlader endda jorden beriget, fordi uld indeholder nyttige mineraler og organiske stoffer.
Klimapåvirkningen fra får og dermed også uld er der mange forskellige vinkler på. Det er et meget komplekst regnestykke. Vi anser uld for at være en værdifuld ressource, som kan anvendes langt bedre, end det sker nu. Uld efterlader ingen kemiske spildstoffer og nedbrydes fuldstændigt i det økologiske kredsløb.
Filtværket
Når vi hævder, at vi laver bæredygtige urner, må vi nødvendigvis forholde os til vores klima- og miljøpåvirkning foruden bæredygtighed i bred forstand. Når man fremstiller et produkt, undgår man bare ikke at bruge ressourcer og energi. Vi bruger ressourcer med omtanke, og vi genbruger, hvor vi kan. På den måde reduceres ressourceforbrug og udgifter. Her ses nogle af vores indsatser:
-
Vores medarbejdere er ansat i små skånsomme flexjobs, og vi bidrager således til et rummeligt arbejdsmarked, foruden at vi har stor glæde af deres gode kompetencer.
-
Filtværket er indrettet i et gammelt modelsnedkerværksted, og såvidt det har været muligt, er det indrettet med genbrugt inventar.
-
Vi bruger bobleplast som arbejdsredskab, for det er vanvittig praktisk. Vores plastik bruges mange gange og genbruges sidenhen. Hvis vi kan få fingre i det, bruger vi bobleplast, som var andres emballageaffald.
-
Vi genbruger andres emballage, hvis vi kan skaffe det, og vi indkøber emballage af genbrugte råvarer. Vi undgår, såvidt muligt, plastikemballage.
-
Vores affald sorteres.
-
Strøm til belysning og opvarmning af vand kommer fra vindkraft.