Uurnas filtede urner er alle smukke, bæredygtige og personlige. Alle er de lavet i hånden. Vi lægger ulden op til hver enkelt urne og dekorerer den, vi aer med varmt sæbevand til den er filtet tilstrækkeligt, og vi former urnen, så den er præcis, som vi ønsker, den skal være. Derefter skal den tørre. Vi monterer lukning og snore, så urnen kan fungere for bedemand, krematorie og for de efterladte, som skal være med til at sænke den i jorden.
Vi laver de filtede urner i 7 forskellige modeller. Det er dem, vi altid har på lager.
Og så er der vores unika. Dem laver vi på bestilling fra de pårørende. De kan have særlige ønsker til farver, fordi afdøde havde en yndlingsfarve eller -blomst. Af og til har vi taget udgangspunkt i en strikket trøje eller andet, som personen havde skabt og været glad for.
Dekorationer og lukninger på urnen kan også laves, så de udtrykker den afdødes historie, personlighed eller interesser.
Denne urne blev lavet til en lystfisker, som elskede hav og natur.
Den meget lysende grøn-gule urne er lavet til en kvinde, som i mange år havde nydt udsigten fra sit hus, når de omgivende rapsmarker stod i blomst.
Mange af vores unika-urner kan ses her
Hvis man ønsker en unik urne kan man give bedemanden besked om dette, eller man kan kontakte os direkte. Under alle omstændigheder bliver urnen solgt gennem bedemanden, men det kan være rart at snakke sammen, så vi kan finde frem til det, som er rigtigt, og det som er muligt for os at lave. Det tager nogle dage ekstra at lave en unik urne.
Comments